Grundlaget for persondatalovgivning er i europæisk sammenhæng en Europarådskonvention, som i EU er udmøntet i et databeskyttelsesdirektiv. Også de nordiske lande har indenfor de sidste år fået ny persondatalovgivning. De lande, som er udenfor EU har valgt at udforme deres nationale lovgivning, så den er i overensstemmelse med reglerne i direktivet. Dette skal ses i lyset af, at for lande, som er udenfor EU eller ikke har en EØS aftale, eksisterer der en særskilt ordning, hvor landene kan ansøge om at blive godkendte som sikre tredjelande. Dvs, at der kan udveksles persondata frit over grænserne. Grønland har i dag ikke en sådan godkendelse, og skal derfor for hver aftale om udveksling af data udarbejde standard aftale mellem de udenlandske og grønlandske organisationer, udfærdige registerforskrifter og få dem godkendt af Datatilsynet i Danmark.
Både Norge, Island og Færøerne, som ikke er EU medlemslande, har fået ny lovgivning på persondataområdet. Lovgivningen tager højde for den nordiske forvaltningsrets regler, og er i overensstemmelse med reglerne i forvaltningsloven, aktindsigtsloven og arkivlovgivningen.
Den færøske Persondatalove er i overensstemmelse med reglerne i direktivet, og EU kommissionen har den 15. juni 2010 godkendt Færøerne som sikkert tredjeland. Dette har gjort det interessant at se nærmere på den Færøske lovgivning.
I forbindelse med indførelse af ny lovgivning på persondata-området i Grønland, er der to valgmuligheder. Den ene mulighed er, at sætte den danske persondatalov i kraft i Grønland, og dermed blive godkendt som sikkert tredjeland. Det vil så være naturligt at beholde det danske datatilsyn som tilsynsmyndighed på området.
Den anden mulighed er at lægge sig op ad det færøsk/norske tilgang. I Færøerne har man valgt at organisere sig på den måde, at lovgivningen består af en blanding mellem den norske og danske lovgivning. Begrundelsen herfor er, at den danske persondatalov er meget detaljeret og har mange særreguleringer inde i loven. Den norske persondatalov er mere en slags rammelov med mange hjemler til ministeren at fastsætte særlige regler i bekendtgørelser. På den måde kan man indarbejde lovområdet i et tempo, der ikke samtidig bremser udviklingen. Det samme gør sig gældende med sikkerhedsbekendtgørelsen, hvor den danske er meget detaljeret, mens den norske/færøske mere er en rammebekendtgørelse, der fastsætter, hvad der skal gøres, men ikke hvordan det skal gøres. Dette medfører, at især små og mellemstore myndigheder, har en vis margen at operere indenfor, men samtidig er reglerne i overensstemmelse med EU reglerne og dette er tredjelandsgodkendelsen en garanti for.
Vælger man denne model, som man har gjort på Færøerne, vil man have sin egen tilsynsmyndighed og egen lovgivning, samtidig vil en tredjelandsgodkendelse sikre, at det grønlandske sikkerhedsniveau er på linje med sikkerhedsniveauet i EU landene.
Projektejer: DIA
Styregruppeformand: Peter Hansen, 346402, peter@nanoq.gl
Styregruppe: Kim Neumann (skattestyrelsen), Ole Peter og Bjarne Jensen (KANUKOKA), Anders Blåbjerg (Grønlands Statistik), Julie Præst Wilche (Sundhed og Infrastruktur), HC Sværd (Sullissivik), kommunerne, retschef Kim Bloksbo, Dorte Bøge Sørensen (Digitaliseringsstyrelsen)
Projektleder: Asbjørn Andersen, 0045 9393 6070 mail: asan@nanoq.gl
Projekt start og slut: 01.01.2013 – 31.12.2016
Fremdriftsstatus:
Dato: 09.06.2014
Beskrivelse: Der arbejdes videre med baggrundsnotatet som afsæt for en indstilling til Naalakkersuisut. Næste styregruppemøde den 18. juni, hvor indstilling til Naalakkersuisut færdiggøres om valg af vej i forhold til lovgivningsarbejdet.
Se baggrundsnotatet
Dokumenter til upload: Projektkommissorium, Business Case, Afslutningsrapport